Mobilfri politik og digitale enheder på NFS
På Næstved Fri Skole ønsker vi at skabe et fællesskab, hvor nærvær, trivsel og læring går hånd i hånd med dialog og demokrati. Vi er en demokratisk skole, hvor alle – børn som voksne – har en stemme og deltager aktivt i samtalen om fællesskabets rammer. En mobilfri hverdag understøtter netop dette ved at give plads til den levende, åbne og respektfulde samtale mellem mennesker.
Når mobiler ikke fylder i hverdagen, får børnene mere tid og overskud til at være nysgerrige, lytte til hinanden og deltage i den demokratiske dialog, der er en hjørnesten i vores skolekultur. Uden skærme som filter er det lettere at se hinanden i øjnene, mærke stemninger og forstå forskelligheder – alt det, der danner grundlag for empati og medbestemmelse.
En mobilfri skole handler derfor ikke om kontrol, men om at styrke friheden til at være til stede – i fællesskabet, i læringen og i samtalen. På den måde skaber vi et skolemiljø, hvor børn lærer, at demokrati og fællesskab begynder i det nære møde mellem mennesker.
Politikken er udformet med udgangspunkt i følgende principper:
-
Fællesskabet i centrum: En mobilfri skole skaber et øget fællesskab i løbet af skoledagen, hvor børn og voksne interagerer naturligt med hinanden ansigt til ansigt. Dette fremmer social læring, konfliktløsning og evnen til at aflæse andre uden et digitalt mellemled.
-
Fokus på læring: Mobilfrihed fjerner unødige forstyrrelser. Skolen har et ansvar for at lære børnene at navigere i den digitale verden og udvikle deres digitale dannelse. Skolen underviser i disse forhold og er understøttende og rådgivende i forhold til børnenes udfordringer i den digitale verden.
-
Differentieret brug i undervisningen: Hvor det er fagligt og pædagogisk relevant, kan mobilen anvendes som et læringsredskab under lærerens vejledning og opsyn. Dette gælder især for børn med særlige behov f.eks. ordblindhed.
Den Praktiske udførelse af politikken - Regler i hverdagen
Skoledagen (både skole og SFO):
Mobiltelefoner og andre private digitale enheder skal være slukket og opbevares i den fælles mobilkasse ved skoledagens start og må ikke anvendes i løbet af skoledagen. Smartwatches er underlagt samme regler som mobiltelefonen.
-
Undervisning: Mobiltelefoner kan kun anvendes i undervisningen efter aftale med læreren. Brug skal være lærer- eller opgavestyret, og lærerne er ansvarlige for at definere formålet fx undervisningsforløb i sociale medier og teknologiforståelse. Skolen råder over en mobiltelefon, der skal/kan anvendes til foto- og videooptagelser i forbindelse med projekt- og undervisningsforløb.
-
Særlige behov: Ordblinde børn eller børn med særlige behov kan efter aftale med læreren få adgang til egen mobil eller en "skolemobil" i undervisningen som et hjælpemiddel til f.eks. indtaling eller oplæsning af tekster.
-
Forældrekontakt: I tilfælde af behov for kontakt til barnet i løbet af skoledagen, skal forældre kontakte skolen, som derefter formidler skolen beskeden til barnet. Vi forventer at denne kontakt kun udspiller sig i særlige og sjældne tilfælde. Barnet kan anvende skolens mobiltelefon i Kolossalen som normalt.
Mobil på lejrskole, ekskursioner og rejser (ud af huset aktivitet)
-
Medbringelse: Børnene må medbringe mobiltelefoner. Mobilen skal være slukket og opbevaret hos de voksne efter nærmere anvisninger.
-
Brug: På turen kan mobilen være relevante som redskab i en læringsaktivitet, samt som sikkerhed, hvis børnene er på egen hånd.
-
Undtagelse: I visse tilfælde vil mobiltelefoner ikke kunne medbringes på lejrskole, ekskursioner eller ture ud af huset.
Ordblinde børn og mobiltelefoner
Skolen er opmærksom på, at mobiltelefoner kan fungere som et vigtigt hjælpemiddel for ordblinde børn. Næstved Fri Skoles mobilpolitik er derfor differentieret for at imødekomme disse behov.
-
I undervisningen kan mobiltelefoner efter aftale med læreren anvendes som et værktøj for ordblinde børn. Dette gælder især i situationer, hvor:
-
Indtaling af tekst kan hjælpe med at diktere i arbejdsbøger.
-
Oplæsning af tekster og opgaver er nødvendig.
Alternativt til en bærbar computer, hvor telefonen er et mindre synligt hjælpemiddel. På udflugter og lejrskoler må ordblinde børn efter aftale med skolen bruge deres egen mobiltelefon til at få den nødvendige hjælp. På den måde sikres det, at de kan deltage i læringsaktiviteter på lige fod med de øvrige børn.
Diabetes
Børn med diabetes hvor mobiltelefonen anvendes som et værktøj i barnets diabetesbehandling f.eks. ved blodsukkerregulering. I dette tilfælde er mobiltelefon tilladt.
Konsekvenser ved overtrædelse
-
Inddragelse: Hvis en mobiltelefon eller et smartwatch bruges uberettiget, inddrages den og udleveres ved skoledagens afslutning. Der skrives en klage og denne klage vil blive behandlet på retsmødet hurtigt og efterfølgende sendt på RETSO*.
-
Ved gentagne brud på reglerne, vil samme procedure komme i spil og der vil blive skrevet en klage, og herefter indstillet til RETSO igen.
Skolens netværk
Skolen har et værktøj til indholdsfiltrering på skolens netværk, der blokerer adgang til hjemmesider, der ikke har undervisningsmæssig eller pædagogisk relevans. Personalet på skolen har sit eget lukkede netværk.
*RETSO er instansen over Retsmødet og før Skolemødet i sager om mere alvorlige brud på skolens regler.